Pas på de firbenede i julen – fed mad og farlige fristelser
Julen er fuld af hygge, god mad og søde sager, og der skal også være plads til forkælelse til vores firbenede. Meeen selv om vi mener det godt, så er der mange lækkerier, som de firbenede ikke kan tåle. Her får du et overblik over de mest almindelige julefælder, og hvad du skal holde øje med.
- Fed julemad. Flæskestegssvær, brun sovs, andeskind og andre fede retter er hårde for hundes og kattes maver. For meget fedt kan give alt fra opkast og diarré til alvorligere sygdomme.
- Undgå at give rester fra julebordet – også selv om blikket er bedende.
- Chokolade indeholder theobromin, som er giftigt for både hunde og katte; især mørk chokolade.
- Rosiner, vindruer og julekager. Selv små mængder kan forårsage akut nyresvigt hos hunde.
- Løg, hvidløg og porrer. Kan ødelægge de røde blodlegemer hos både hunde og katte. Giv aldrig rester, hvor du ikke kender indholdet.
- Knogler fra and og flæskesteg. Knoglerne kan splintre og sætte sig fast i mave-tarmkanalen og give alvorlige skader.
- Alkohol. Selv små mængder gløgg, øl eller snaps kan give forgiftning.
- Giftige juleplanter. Mistelten, julestjerne, amaryllis og liljer kan give alt fra irritation til alvorlig forgiftning.
- Gavebånd, levende lys og andet pynt skal man også være opmærksom på kan give farlige situationer.
Symptomer du skal reagere på
Kontakt dyrlægen med det samme, hvis dit dyr viser tegn på:
- Opkast eller diarré
- Rastløshed eller uro
- Skælven eller kramper
- Øget tørst og tissetrang
- Svaghed eller ændret adfærd
Jo hurtigere der handles, desto bedre er prognosen.
En tryg og sikker jul
Med lidt omtanke kan du sikre, at både mennesker og dyr får en fredelig og hyggelig juletid. Har du spørgsmål eller mistanke om forgiftning eller andre problemer, så ring til os – hellere en gang for meget end for lidt.
Rigtig glædelig jul fra os alle!


