Frakturer og traumatiske tandskader
Traumer mod tænderne forekommer hyppigt hos både hunde og katte. Skaderne kan opstå ved tygning på hårde genstande som sten, gevir eller meget hårdt legetøj, eller ved ulykker såsom fald, sammenstød eller bid fra andre dyr.
Tandskader findes i forskellige grader:
· Emalje- eller dentinfraktur: Overfladisk skade, som kan være smertefuld, men ikke altid involverer pulpa.
· Komplet fraktur med pulpaeksponering: Nerven er blotlagt og udsat for bakterier – en akut smertefuld tilstand, som kræver hurtig behandling.
· Fraktur ned i roden: Kan være usynlig for det blotte øje, men giver ofte betydelig smerte og risiko for infektion.
Symptomer kan være:
· Pludselige smertereaktioner ved tygning
· Nedsat lyst til at lege med tyggelegetøj
· Blødning fra tanden
· Misfarvning af tanden (ofte tegn på død pulpa)
· Hævelse omkring kinden eller under øjet
En korrekt diagnose kræver en mundhuleundersøgelse i narkose samt dentalrøntgen, da skaden ofte involverer strukturer, man ikke kan se udefra.
Behandling afhænger af skadens omfang:
· Emalje- og dentinfrakturer kan ofte behandles med beskyttende materialer (lakbehandling*).
· Tænder med pulpaeksponering kræver rodbehandling eller ekstraktion, afhængigt af tandens funktion og dyrets alder.
· Rodfrakturer og avancerede skader kræver typisk fjernelse af tanden for at undgå vedvarende smerte og infektion.
Det vigtigste er hurtig vurdering, da smerte og bakteriel indtrængen kan forværres markant på få dage.
*Lakbehandling af tandfrakturer kan anvendes ved overfladiske skader, hvor frakturen kun involverer emalje og det yderste lag af dentin, uden at pulpa (nerven) er eksponeret. Formålet er at beskytte den blottede dentin mod bakterier og temperaturpåvirkning, reducere smerte og forhindre, at skaden udvikler sig.
Lakbehandling er en midlertidig løsning, da lakken slides med tiden, især hos hunde der tygger meget. Holdbarheden varierer, men ligger ofte på uger til få måneder, og derfor er regelmæssig opfølgning vigtig.
Ved kontrol vurderer vi, om lakken skal genpåføres, om tanden fortsat er vital, og om der er tegn på komplikationer som misfarvning eller infektion. Hvis skaden forværres, eller hvis tanden viser tegn på tab af vitalitet, kan mere avanceret behandling eller ekstraktion blive nødvendig.