Pas på dit kæledyr i sommervarmen

Sommerens varme udgør en reel risiko for både hunde og katte, og hvert år ser vi desværre tilfælde af hedeslag med alvorlige eller dødelige konsekvenser.

At efterlade hunden i en varm bil kan være fatalt og hvert år dør hunde en pinefuld død i overophedede biler. Derfor kan vi ikke advare nok imod dette. Selvom du ruller vinduet på klem og holder i skyggen, kan temperaturen stige voldsomt.

Heller ikke katte kan tåle de alt for høje temperaturer. De er ikke helt så udsatte som hunde, men læs i bunden af teksten, hvad du som katteejer bør være opmærksom på.

Hunde og varme – det kan blive livsfarligt

Hunde kan ikke komme af med varmen ved at svede, som vi mennesker gør. De afgiver varme ved at halse – og det er langt fra nok på en varm sommerdag, især hvis hunden er i en varm bil, har været fysisk aktiv, eller ikke har adgang til vand og skygge.

Vigtige faresignaler hos hunde:

  • Kraftig halsen og savlen

  • Røde slimhinder og høj puls

  • Uro, slingren og forvirring

  • Sløvhed, opkast og i værste fald bevidstløshed

Hedeslag er en nødsituation. Temperaturen i en parkeret bil kan nå over 50-70 grader på bare 20-30 minutter, og det kan koste livet. Også fysisk aktivitet i høj varme eller for lang tid i solen kan give hedeslag.

Hurtig hjælp redder liv:

  • Flyt hunden til skygge og frisk luft

  • Køl den ned med våde, kølige klude – især omkring lysken, maven og poterne

  • Giv den vand – evt. med lidt sukker, hvis den er meget svag

  • Tag temperaturen – over 39,4°C er et faresignal

  • Kontakt straks os eller vagtdyrlægen – også selv om temperaturen er faldet igen

Særligt udsatte hunde:

  • Kortsnudede racer (mops, bulldogs, pekingeser)

  • Gigantracer (St. Bernhard, Grand Danois m.fl.)

  • Overvægtige eller langhårede hunde

  • Hunde med hjerte- eller luftvejsproblemer


Hvis du ser en hund i en varm bil:

  1. Forsøg straks at finde ejeren (f.eks. via højttaleranlæg i butik)

  2. Bliv ved bilen og vurder hundens tilstand

  3. Ring til politiet på 114 – eller 112, hvis der er akut livsfare

  4. I yderste nødstilfælde må du slå ruden ind – men kun hvis hundens liv er i fare


Katte og varme – ikke lige så udsatte, men stadig sårbare

Katte tåler generelt varme bedre end hunde, men de kan stadig blive overophedede, især hvis de er lukket inde i biler eller varme rum uden adgang til vand.

Vær opmærksom på disse tegn hos katten:

  • Hurtig vejrtrækning og pusten

  • Savl og svedige trædepuder

  • Rastløshed eller sløvhed

  • Snublen, opkast eller høj puls

Hvis din kat har det for varmt:

  • Flyt den straks til et køligt sted

  • Køl den ned med våde klude – især i lysken og armhuler

  • Tilbyd frisk vand

  • Kontakt os straks, hvis der ikke er hurtig bedring


Forebyggelse er den bedste behandling

  • Efterlad aldrig dyr i bilen – heller ikke kortvarigt

  • Sørg altid for adgang til vand og skygge

  • Undgå lange gåture og hård motion midt på dagen

  • Kend dit kæledyrs signaler – og reagér hurtigt