Øremærkning og chipning

Øretatovering chipning registrering kat

Hvorfor er øremærkning og chipning vigtigt?

Vi mener, at det er meget vigtigt at få øremærket eller chippet sin kat, så den kan blive registreret i katteregisteret. Fordele:

  • Man kan finde frem til dig som ejer, hvis din kat bliver væk.  
  • Dyrlægen kan straks kontakte dig og sætte en behandling i gang, hvis din kat bliver bragt skadet ind på klinikken. 
  • Din kat bliver ikke forvekslet med en ejerløs kat og bragt til et internat.
  • Katte skal ikke som tidligere fremlyses (f.eks. efterlyses online) i 72 timer, men kan – hvis de ikke er registrerede – straks overgå til ny ejer. Du kan således risikere at miste ejerskabet over din kat, hvis den ikke er registreret.

Registering af hunde er lovpligtigt, hvilket du kan læse mere om her: hunderegister.dk

Metoder til identifikation af dit kæledyr

Øremærkning: En synlig metode

    • Hvad er det? Øremærket er et unikt kodenummer, der tatoveres i begge af kattens ører.
    • Hvordan gøres det? Der anvendes en tatovørtang, som giver din kat et unikt nummer på indersiden af begge ører, og der påsmøres tatoveringsfarve, som efterlades, indtil det falder af, af sig selv. Proceduren udføres i narkose. Katten føler ingen smerte under processen.
    • Fordele: Øremærket kan aflæses af alle og viser tydeligt, at katten har en ejer. Tatoveringen kan blive utydelig med tiden, ligesom mange andre tatoveringer udviskes over tid. 

 Chipning: En diskret, men effektiv metode

    • Hvad er det? En lille chip med et unikt ID-nummer indsættes under huden i nakken på katten. Vi sørger for at sætte den relativt langt oppe i nakkeområdet, såfremt I ønsker at anvende en chip-baseret kattelem eller automatiseret foderdispenser.
    • Hvordan gøres det? Proceduren er hurtig og kræver ikke altid bedøvelse. Det kan dog være nødvendigt med mild bedøvelse hvis din kat ikke tolererer injektioner i nakkeskindet. Chippen kan aflæses med en scanner, som bl.a. dyreklinikker og internater har.
    • Fordele: Chippen vil altid vise den korrekte kode, og den vil ikke blegne eller blive utydelig med tiden, som en tatovering kan gøre. Chippen kan bruges, hvis du eksempelvis har kattelem eller foderautomat, som kun skal virke for din kat/dine katte. Vi oplever i sjældne tilfælde, at chippen knækker og dermed ikke virker længere. I sådanne tilfælde kan man være nødsaget til at re-chippe katten og indføre det nye chipnummer hos registeret.

Mange vælger at kombinere begge registreringsmetoder.

De fleste ønsker at kombinere mærkning med en neutralisering, hvilket foretages fra katten er ca. seks måneder – det anbefaler vi hver gang I booker en tid til neutralisering.

Registrering hos Dansk Katteregister

Når din kat er blevet øremærket eller chippet, skal den registreres i Dansk Katteregister eller du kan drage fordel af gratis og professionel registrering hos et af de to katteregistre, som du kan læse om på Dyreværnets side her

Nye regler: Pr. 1. juli 2021 er der kommet nye regler, som betyder, at uregistrerede katte (det vil sige katte, som hverken er øremærkede, chippet eller bærer halsbånd), ikke længere skal fremlyses i 72 timer. Nu overgår umærkede katte med det samme til finderen af katten. Du risikerer derfor at miste din kat hvis den ikke er mærket. 

Læs mere på dyreværnets hjemmeside og på dyrlægeforeningens hjemmeside.

Vælg den metode, der passer dig

Begge metoder har deres fordele og ulemper, og valget afhænger ofte af personlige præferencer og behov. Ønsker du en metode, der kan ses og aflæses af alle, er øremærkning vejen frem. Foretrækker du en mere diskret metode, der altid vil være præcis, er chipning et godt valg. Vi anbefaler oftest en kombination, da det er nødvendigt for udekatte i vores område at blive genkendt som havende en ejer ved at man kan spotte et øremærke, og hvis dette er blevet udvisket, er det nemt for os at lokalisere en ejer, hvis vi kan aflæse chipmærkningen.

Ved at vælge enten øremærkning eller chipning hos Herfølge Dyrehospital tager du et vigtigt skridt i retning af at beskytte dit kæledyr. Kontakt os i dag for at planlægge en tid til øremærkning og/eller chipning af dit kæledyr.

Nyheder

Hvalpetræning

Infoaften 10. april kl. 17-19 Vi holder gratis infoaften om vores hvalpe- og unghundetræning den 10. april kl. 17-19 (uden hund), hvor vores autoriserede veterinærsygeplejerske Ulla, som er hundetræner, adfærdsrådgiver

Læs mere »
Slidgigt hunde katte

Slidgigt

Slidgigt eller Arthrose opstår, når bruskvævet i leddene bliver nedbrudt. Dette er en kronisk lidelse, hvor leddet ikke har samme beskyttelse mod slitage og dette medfører smerte og inflammation. Slidgigt

Læs mere »